Cykelparkering ved togstationer
I det følgende gennemgås principperne for den gode cykelparkering i forbindelse med kombinationsrejser med den kollektive togtrafik.
Start med at sikre at de følgende grundlæggende principper for udformning af cykelparkeringen er opfyldt:
- Valg af placering
- Valg af stativer
- Indretning af cykelparkeringsområdet
- Gør parkeringen tryg og sikker
- Indtænk drift og vedligeholdelse
Alle principper bør så vidt muligt indfries, hvis man vil sikre den gode, attraktive og gnidningsfrie kobling mellem cyklen og togrejsen.
Følg endvidere denne generelle tjekliste for etablering af cykelparkering ved kollektive trafikknudepunkter.
Hvor mange pladser skal der etableres ved kollektive trafikknudepunkter?
Der skelnes ofte mellem de tog- og metrostationer, der ligger i boligområder – udpendlingsstationer – og de, der ligger i arbejdspladsområder – indpendlingsstationer. Cykelparkeringen på udpendlingsstationerne bliver belagt om morgenen og tømt i løbet af eftermiddagen og aftenen. Der er således udpræget tale om dagparkering.
Omvendt med indpendlingsstationer, hvor man cykler fra stationen til sit arbejde om morgenen og tilbage efter arbejdstid. Her er natparkering det fremherskende element. Ved beregning af behovet for cykelparkeringspladser bør man som udgangspunktet anvende det samlede antal passagerer, der anvender det kollektive trafikknudepunkt.
Benyt disse cykelparkeringsnormer som udgangspunkt for dimensioneringen af cykelparkeringen og supplér med tællinger.