HVORFOR OVERHOVEDET PRIORITERE MIDLER TIL CYKELPARKERING?

Næsten alle cykler har jo et støtteben – hvorfor skal man som kommune så sørge for god cykelparkering til borgere og gæster?

ORDNEDE CYKELPARKERINGSFORHOLD SKABER GODE RAMMER FOR ALLE

Parkerede cykler, der blokerer for fodgængere, barnevogne og handikappede, er et voksende problem. Overfyldte cykelstativer, hvor det er vanskeligt at finde en plads og lige så vanskeligt at finde sin cykel igen og få den ud, er også et voksende problem.

Hovedformålet med etablering af cykelparkering er dels at sørge for gode og tilstrækkelige parkeringsmuligheder for cyklisterne, men også at sørge for orden i de parkerede cykler på offentlige pladser, torve mm. Ved at indrette særlige arealer til cykelparkering kan det undgås at cykler parkeres spredt på må og få med det kaos det ofte medfører.

I rigtigt mange byer ser cykelparkeringsproblemet generelt uoverskueligt ud. Men løsningerne er forholdsvis enkle. Udover at følge denne elektroniske håndbogs anvisninger handler det om at reservere de rigtige og tilstrækkelige arealer samt om at afsætte de nødvendige økonomiske midler.

Men hvordan retfærdiggøres investeringer i cykelparkering over for beslutningstagere, der har vanskeligt ved at få øje på problemet, finder det irrelevant eller uløseligt?

START MED AT GØRE CYKELPARKERING TIL EN VINDERSAG

Der kan flyttes meget på forudindtagede holdninger ved at argumentere for cykelparkering i de rigtige sammenhænge og ved at præsentere beslutningstagerne for gode eksempler.

Benyt eksemplerne i denne elektroniske håndbog og gør brug af inspirationsafsnittet til at skabe den nødvendige opmærksomhed omkring gode cykelparkeringsløsninger. Og supplér med nedenstående argumenter.

Fordele for byen, kommunen og samfundet

Set i en større sammenhæng er cykelparkering mere end blot et funktionelt anlæg. Cykelparkering har en lang række bymæssige, miljømæssige og sundhedsmæssige fordele:

• Hvis cykeltrafikkens infrastruktur er i orden, er der flere, der vælger cyklen som transportmiddel.

• Når flere vælger cyklen frem for bilen, bliver trængslen i byerne mindre.

• Befolkningens sundhed bliver bedre, og miljøet bliver mindre belastet.

• Hvis cykelparkeringen etableres rigtigt, bliver byens gader og pladser mere velfungerende.

• Ordnede cykelparkeringsforhold betyder bedre fremkommelighed for fodgængere og handicappede.

• Hvis cykelparkeringens indretning og udformning udføres rigtigt, kan den bidrage positivt til byens og byrummenes æstetik.

• Cykelparkering er billigt og pladsbesparende i det store billede. Èn nedlagt kantstensparkering til bil giver plads til ti cykler. Prismæssigt koster èn forhjulsparkeringsplads ca. 1.000 kr., et lænestativ ca. 2.000 kr. og en overdækket plads ca. 5.000 kr.

Fordele for virksomheder

For den enkelte virksomhed eller organisation er der også en række fordele ved at etablere god cykelparkering:

• Gode og synlige cykelparkeringsforhold er med til at profilere virksomheden som en tidssvarende organisation, der tager cykling som et dagligt transportmiddel alvorligt.

• Gode cykelparkeringsforhold kan animere flere medarbejdere til at cykle. Jo flere, der cykler til arbejde, des flere sunde, energiske og positive medarbejdere vil virksomheden råde over.

Fordele for handelslivet, butikker mm.

Nedlæggelse af bilparkering til fordel for cykelparkering eller generel prioritering af cyklisme frem for bilisme skader handelslivet – det er ofte den generelle holdning man som bygherre bliver mødt med. Men det forholder sig ikke nødvendigvis sådan.

• En cyklist omsætter i gennemsnit 410 kr. pr. tur mod 644 kr. pr. tur for en bilist. I centrum af de større byer er tallene 500 kr. pr. tur for en cyklist og 734 kr. for en bilist. Bilen benyttes primært til dagligvarer og andre varer, hvor der ofte er behov for at kunne transportere varer hjem. Cykel og offentlig transport er derimod favoritterne, når transporten sker til personlig pleje eller oplevelser.

• Cyklister besøger overordnet set flere butikker end bilister. I de større byer er antallet omtrent det samme for de to trafikantgrupper, mens særligt i storcentrene og ved indkøb i hovedbyer distancerer cyklisterne sig fra bilisterne. Bilisterne kører altså i højere grad hen og handler i én butik, mens cyklisterne tager flere butikker pr. tur eller kombinerer f.eks. en tur til tandlægen med handel i byens butikker.

Kilde: COWI 2015: transport, forbrug og adfærd en undersøgelse af danskernes handelsliv (7 jyske og fynske kommuner)

HVORDAN KOMMER VI I GANG MED AT FORBEDRE FORHOLDENE

Cykelparkeringstællinger og analyser
Start med at danne dig et overblik over hvordan cykelparkeringssituationen ser ud i dag – mangler der cykelstativer på nogle lokaliteter og er den eksisterende cykelparkering tidssvarende og tilstrækkelig. Læs mere her.

Cykelparkeringsnormer
Flere og flere danske kommuner har en politisk vedtaget norm for etablering af cykelparkering ved nybyggeri. Ved at indføre en cykelparkeringsnorm sikrer kommunen, at cykelparkering tænkes ind allerede i planlægningsfasen i alle projekter og at udgifterne fra start er en del af budgettet. Læs mere her.

Cykelparkeringsplan
Udarbejd en Cykelparkeringsplan for at sikre plangrundlaget for udbygning og forbedring af det kommunale udbud af cykelparkering. Læs mere her.

Oprydning – Praksis og regler
Herreløse cykler optager ofte plads på eksisterende cykelparkering og på pladser og torve. Læs mere om reglerne for oprydning af cykler her.

Cykelparkeringsforbud – Praksis og regler
I nogle tilfælde kan det af øvrige pladshensyn være relevant at skilte med et decideret cykelparkeringsforbud. Læs mere om reglerne her.

Resultatet af manglende cykelparkeringsfaciliteter er indlysende – cyklerne roder og blokerer gang- og opholdsarealer.
Ordnede cykelparkeringsforhold skaber plads til gang- og opholdsarealer. Odense Banegaard.
Èn bilparkeringsplads gav plads til 10 cykelparkeringspladser. Østergade, Aarhus.
Gode cykelparkeringsforhold animerer flere til at cykle. Risskov, Aarhus.
Etablering af god cykelparkering kan minimere risikoen for uheldige parkeringer.
Fokus på etablering af god cykelparkering giver tilfredse cyklister – og flere af dem.