Udpeg relevante busstoppesteder og – terminaler
For at sikre at den cykelparkering, som anlægges, bliver anlagt det rigtige sted med et tilstrækkeligt antal pladser, er det vigtigt at starte med en tur i marken. Hvad holder der af cykler? Hvor holder de?
Ved større anlæg kan det være en god idé at tale med brugerne om deres behov, og om hvor brugerne kommer fra. På den måde kan parkeringsforholdene tilpasses bedst muligt. Prioriter cykelparkering ved stoppesteder i tilknytning til regionale buslinjer som R-, S- og E-busser, hvor der er længere mellem stoppestederne, og hvor brugerne kommer fra et større opland.
Hvor mange bruger stoppestedet?
Man kan med fordel operere med fire overordnede kategorier af stoppesteder. Kategorierne giver et fingerpeg om, hvilke stoppesteder man skal prioritere først.
Opdelingen bygger på det daglige antal påstigere ved stoppestedet. Som tommelfingerregel stiger en tredjedel af passagererne på bussen mellem kl. 6 og 9 om morgenen.
- Stoppested ved meget benyttede buslinjer (flere end 250 påstigere pr. døgn)
- Bystoppested (51-250 påstigere pr. døgn)
- Større stoppested på landet og i mindre byer (11-50 påstigere pr. døgn)
- Mindre stoppested (1-10 påstigere pr. døgn)