Bestem behovet

Pladsbehovet til cykelparkering afhænger af linjetypen og stoppestedets geografiske placering som spiller en rolle for hvor hyppigt man cykler dertil.

Cykling til busstoppestedet sker som regel altovervejende i forbindelse med længere til lidt længere busrejser. Disse linjer kører med få stop til større mål som erhvervsområder og uddannelsesinstitutioner. Ved at cykle til disse linjer får passagerne en direkte kollektiv forbindelse. Derfor kan behovet for cykelparkering bestemmes med udgangspunkt i busproduktet og geografien.

Cykelparkeringsnormerne er udgangspunktet for at vurdere hvor mange pladser der er behov for.

Etablering, udvidelse eller opgradering af cykelparkering betyder generelt, at der bliver parkeret flere cykler. Det er derfor vigtigt at anlægge flere pladser, end det umiddelbare behov antyder, eller sikre, at der er plads til en senere udvidelse.

Og vær opmærksom på, at behovet for cykelparkering afhænger af flere faktorer. Supplér derfor med tællinger af allerede parkerede cykler. Skaleringen må bygge på en individuel vurdering i forhold til eksempelvis oplandet, lokale besøgstunge mål og afstand til nærliggende stationer. Faktorer, der alle påvirker parkeringsbehovet.