Det er vigtigt at etablere et tilstrækkeligt antal cykelparkeringspladser ved en given funktion, der matcher både det aktuelle og fremtidige behov.

Hvis der er tale om etablering af cykelparkering til en eksisterende funktion så kan antallet af pladser bestemmes udfra tællinger og analyser af de i forvejen parkerede cykler. 

Såfremt der er tale om etablering af cykelparkering til en ny funktion eller i forbindelse med et nyt byggeri er det en god idé at tage udgangspunkt i cykelparkeringsnormer for forskellige funktioner.

CYKELPARKERINGSNORMER

Flere og flere danske kommuner har politisk vedtagne normer for etablering af cykelparkering ved nybyggeri. Normer indarbejdes typisk som del af kommuneplanen.

Cykelparkeringsnormer sikrer kommunen, at cykelparkering tænkes ind allerede i planlægningsfasen i alle projekter og at udgifterne fra start bliver en del af budgettet.

Som minimum anbefales en opdeling af cykelparkeringsnormer på følgende kategorier:

  • Arbejdspladser
  • Uddannelsesinstitutioner
  • Kollektive trafikterminaler
  • Butikscentre
  • Boligområder (etageejendomme)
  • Kultur & sportsanlæg
  • Pladser og butiksgader


Omfanget af parkering og kvaliteten der kræves – eksempelvis om parkering skal anlægges i konstruktionen – er en vigtig beslutning og bør baseres på lokale analyser, herunder af hvordan kravene vil påvirke kvaliteten af det øvrige byrum. For bygherren kan der være en gevinst i, at et stort krav til cykelparkeringen kan modsvares af et tilsvarende lavere krav til bilparkeringen, hvilket reducerer anlægsudgiften betydeligt.

Normer for cykelparkering kan også med fordel omfatte ud- og ombygninger af eksisterende byggeri, herunder ændret anvendelse, samt tilføjelse af særlige normer for specialcykler som f.eks. ladcykler og børnecykler. Her kan overvejelser om krav til evt. konstruktion og effekt på byrum også komme på tale.

Erfaringer fra Danmark – men også fra f.eks. Holland – viser, at normer ikke kan gøre det alene, da særligt de mere kvalitative elementer som adgangsforhold, flows og acceptabel påvirkning af øvrig byrumskvalitet er vanskelige at sætte på formel.

Det er vigtigt, at normerne suppleres med faste procedurer, der sikrer, at fagpersoner i cykelforhold og byrum, i dialog med bygherrer, godkender det endelige design.

GODE RÅD

Som privat bygherre

  1. Husk: God cykelparkering giver kvalitet og merværdi til ejendommen.
  2. Undersøg om der findes kommunale normer for cykelparkering, som bygherre/udvikler/developer skal leve op til.
  3. Sørg for der er pladser nok til alle slags cykler (almindelige, ladcykler, mv.)

Som kommunal bygherre

  1. Udarbejd og vedtag cykelparkeringsnormer i kommuneplanen. Dermed sikres fokus på gode cykelparkeringsløsninger i hvert projekt.
  2. Sørg for der er pladser nok til alle slags cykler (almindelige, ladcykler, mv.)
  3. Suppler projektering med tælling af parkerede cykler, hvor dette er relevant.
  4. Mød fremtidens behov. Overdimensioner gerne areal og antal med 25 %. Kapaciteten fyldes ofte hurtigere ud end forventet.
  5. Gør, om muligt, plads til senere udvidelse af kapaciteten.


Indkøbscenter med fokus på god cykelparkering og markedsføring af denne. Foto: Fisketorvet, København / Gehl
Lidl er et eksempel på butikskæde, hvor man på ledelsesplan indså at god cykelparkering var både simpel hjælp til bedre indkøbsoplevelser for en stor kundegruppe og billig markedsføring. På den baggrund blev koncept for bedre cykelparkering udviklet og udrullet. Foto: Lidl, Danmark / Gehl