Volumenstudier og Detailplaner

Når planen for udbygning af cykelparkeringen er på plads, er næste skridt at lave detailplaner for de enkelte cykelparkeringsanlæg.

Volumenstudier

Når der er tale om store parkeringsanlæg – dvs. parkeringer med mange hundrede cykelparkeringspladser – vil volumenstudier være et redskab, der kan afdække de arealmæssige problemer og muligheder.

Målet med volumenstudier er at få et overblik over, hvad en given funktion fylder og at relatere dette arealbehov til de eksisterende forhold. Herunder den eksisterende arealanvendelse, dvs. de arealer, der allerede er beslaglagt til andre formål.

Hvis man f.eks. har behov for at etablere parkering til 400 cykler og kun disponerer over 100 m 2, har man umiddelbart et uløseligt problem. 0,25 m 2 pr. parkeret cykel er ikke realistisk.

Volumenstudierne giver mulighed for at tage hul på arealanvendelsesdiskussionen ud fra forskellige, men realistiske forudsætninger.



Man kan som øvelse bevæge sig frem og tilbage mellem forudsætninger og arealbehov. Hver gang forudsætningerne ændres, bør der tages højde for, at forskellige grader af komprimering indebærer fordele og ulemper. Fordele i form af pladsbesparelser og ulemper i relation til anvendelsen.

Volumenstudierne bør – udover at sikre plads til det egentlige anlæg – også indeholde reservation til senere udvidelsesmuligheder for cykelparkeringen.

DETAILPLANER

En detailplan skal sikre, at det givne område kan rumme den mængde parkerede cykler, der er fastlagt ud fra cykelparkeringsplanen eller fra et specifikt målt eller vurderet behov. Planen skal desuden sikre, at de enkelte parkeringsanlæg placeres og indrettes, så de bliver brugt. Og at de placeres så de ligger i naturlig forlængelse af adgangsveje.