Overvågning

Overvågning af cykelparkeringen øger både trygheden og sikkerheden.

Overvågning kan ske indirekte ved, at cykelparkeringen placeres synligt ved befærdede områder, hvor alle forbipasserende naturligt bliver en del overvågningen. Denne form for overvågning er den mest betydningsfulde og samtidig den billigste måde at sikre tryghed for cyklisten og sikkerhed mod tyveri af cyklen.

Bemandet cykelparkering er en anden type af overvågning. Denne form anvendes typisk i parkeringshuse og -kældre. Fast bemanding ved cykelparkeringsanlæg er ikke et udbredt fænomen herhjemme, men i udlandet, bl.a. i Tyskland, Schweiz og Holland, er denne praksis mere udbredt. Her suppleres bemandingsopgaven bl.a. med eksempelvis cykelværksted og kiosk.

Opstilling af overvågningskameraer er en tredje mulighed. Videoovervågning er efterhånden udbredt og accepteret af almenheden. Overvågningskameraer giver en effektiv forebyggelse mod tyveri, hærværk og overfald.

Videoovervågning er efterhånden en udbredt, accepteret og effektiv forebyggelse mod tyveri, hærværk og overfald.